1. Det Nordlige Stillehav
  2. Det Sydlige Stillehav
  3. Det Nordlige Atlanterhav
  4. Det Sydlige Atlanterhav
  5. Det Indiske Ocean
  6. Det Nordlige Ishav
  7. Det Sydlige Ishav


I folkemunde har man altid brugt udtrykket at "sejle på de syv have". Udtrykket er en sjov måde at berette om den fantastiske oplevelse det er at sejle overalt på de store oceaner, og det er ikke fagligt korrekt.

Når Atlanterhavet og Stillehavet deles op i en nordlig og sydlig del skyldes det, at der omkring ækvator findes et bælte – "kalmebæltet" – med meget svage vinde. På de gamle sejlskibes tid kunne det derfor være sin sag at passere dette havområde

Stillehavet
Stillehavet (Stille Ocean) er jordens største hav og dækker en tredjedel af jordens overflade. Navnet Stillehavet kommer af, at Fernando de Magellan, da han i 1500-tallet nåede havet, beskrev det som 'smukt og fredeligt'. Deraf navnet 'Stillehavet' - selvom det ikke er roligere end de andre oceaner.
Stillehavet har omkring 25.000 øer, for eksempel Samoa, Tonga, Cook-øerne, Hawaii, Påskeøen, Chatham.
Øerne i den østlige del af Stillehavet benævnes Polynesien.

Atlanterhavet
Atlanterhavet er et hav, der dækker cirka 20% af jordens overflade, og det er verdens næststørste hav, kun overgået af Stillehavet.
Hvis man tæller de tilstødende have med, dækker Atlanterhavet et areal på 106.450.000 km², med en gennemsnitlig dybde på 3.332 meter, og det giver et rumfang på 354.700.000 km³. Hvis man ikke tæller de tilstødende have med, dækker Atlanterhavet et areal på 82.362.000 km² med en gennemsnitlig dybde på 3.926 meter, og det giver et rumfang på 323.600.000 km³. Den største dybde er på 9.200 meter.

Atlanterhavet blev dannet for ca. 55 millioner år siden, da den midtatlantiske ryg begyndte at åbne sig. Den midtatlantiske ryg løber også i dag midt ned igennem Atlanterhavet fra nord til syd.

Den midtatlantiske ryg er en underjordisk bjergkæde, der bliver presset op og til siden af den underliggende lava. Amerika og Europa/Afrika bliver således skubbet væk fra hinanden med en fart af ca. 2 cm om året. Dermed bliver Atlanterhavet hele tiden større.

Det Indiske Ocean
Det Indiske Ocean er det tredjestørste havområde på jorden og regnes for et af verdenshavene. Det dækker cirka 20 procent af jordens vandoverflade. Oceanet er afgrænset mod nord af Sydasien, mod vest af den Arabiske Halvø og Afrika, mod øst af den Malayiske Halvø, Sunda-øerne og Australien, og mod syd af det Sydlige Ishav.

Det Indiske Ocean er adskilt fra Atlanterhavet af 20° øst-meridianen syd for Afrika, og fra Stillehavet af 147° øst-meridianen syd for Tasmanien. Det nordligste punkt er omtrent 30° nord i den Persiske Bugt. Oceanet er næsten 10.000 km bredt fra Afrikas sydspids til Australiens sydspids. Arealet er 73.556.000 km² inkl. det Røde Hav og den Persiske Bugt, og rumfanget er anslået til 292.131.000 km³. Den største dybde er 7.288 meter. 

Ishavet
Ishavet (Arktiske Hav) er 14.090.000 km² stort, med en gennemsnitlig dybde på 1.205 meter. Største dybde er 3.440 meter.
Sydhavet eller Sydlige Ishav er havet omkring Antarktis. Der er dog uenighed om Atlanterhavet, Stillehavet og det Indiske Ocean strækker sig helt til Antarktis eller om området omkring Antarktis er et selvstændigt hav. Den Internationale Hydrografiske Organisation (IHO) accepterede at det var et selvstændigt hav i 2000. IHO lavede i 2000 en undersøgelse blandt 193 lande, hvoraf 28 lande svarede tilbage, heraf 14 der mente at havet skulle afgrænses af 60 grader syd. De øvrige 14 mente af afgrænsningen skulle være andre steder helt op til 35 grader syd.

[CMS login]